Hår, dun og noget der imellem

Jeg faldt over et af mine gamle indlæg, hvor jeg gladeligt fortæller om min kamp mod min ansigtsbehåring.

Faktisk mit første rigtige indlæg, der ikke ” bare” var en præsentation af mig. #ananasiegenjuice (tænk, at der faktisk stadig er folk, der læser med)

Og nu sidder jeg her, over 2 år efter, og har næsten savnet mit over- (og under, og side) skæg.

Ej, det er sgu alligevel en overdrivelse – Skægget måtte nu gerne blive væk for evigt, hvis det stod til mig.

Til gengæld savner jeg virkelig mit hår, der sidder skide godt på de billeder, hvis du spørger mig – Og ja ja, savner også de meget mindre kinder og blev lige mindet om, at jeg vist snart skylder træningscyklen et visit.

Faktisk er mit hår på hovedet begyndt at vokse ud igen – Desværre også lidt af skægget.

Altså, jeg vil ikke kalde det hår – Nok mere dun. Men der ER dun!

Komplet hårløs

Da jeg fik af vide, at den stod på hardcore kemoterapi, var jeg godt klar over, at jeg ville miste håret – ALT håret, forklarede de søde læger.

Hmm, så vil jeg virkelig gerne vide, hvor jeg kan sende min klage hen, da jeg har måtte barbere ben under hele forløbet.

Okay, de har været længere tid om at vokse ud og har ikke været så stride, som de plejer – Men de har altså været der og været for “grove” til at blive flashet.

Til gengæld har jeg ikke barberet mig under armene, fra jeg mistede håret og så til nu.

Der mistede jeg ALT håret og det er først begyndt at komme tilbage igen nu – Også som dun.

Øjenbrynene er stadig med og har heldigvis inviteret øjenvipperne med til festen også.

Der er nogen, der er faldet fra efterhånden som festen er skredet frem, men der er stadig nogle hardcore festaber, der hænger i.

Det har gjort tiden uden hår lidt nemmere, da øjenbryn og vipper, virkelig giver noget udtryk i ansigtet.

Og faktisk har jeg fundet ud af, hvor vigtigt det er med øjenvipperne, der rent faktisk ikke er designet til mascara, men til at passe på mine øjne – Who knew?

Vi vil så gerne have, du bliver lidt længere

Den kemobehandling, jeg er i gang med nu, kan også føre til hårtab.

Så kampen er ikke helt slut endnu og jeg føler mig endnu ikke sikker på, at det hår (dun?), der er begyndt at vokse ud igen, bliver der.

Jeg har stadig 4 kemobehandlinger tilbage og min pessimistiske side, hvisker i øret, at alt håret ryger denne gang – Også de øjenbryn og vipper, der troligt hænger ud i baren endnu.

Jeg har dog også en optimistisk side, der råber igennem huset:

“Tjek det lige! Jeg har morgenhår (dun?)”, når jeg kan se, at der lige er en stribe af hår (dun?), der ligger til den modsatte side af alt det andet.

Og det er en meget sjovere side, som jeg heldigvis har besøg af meget mere ofte, end den kedelige pessimistiske side.

Nåh, jeg vil nu overlade ordet til mit første rigtige blogindlæg nogensinde, der havde den charmerende titel “Ansigtsbehåring”.

Jeg håber du læser videre og får et lille grin på min bekostning – Du må gerne!

Ansigtsbehåring (Mit første rigtige blogindlæg)

Wow, med den overskrift har jeg helt sikkert fanget din opmærksomhed – Eller lige mistet dig som læser.
Jeg håber naturligvis på det første og fortsætter mit indlæg.

Jeg advarer dog om stærke mentale billeder og anbefaler dig, at sidde i trygge omgivelser når du læser nedenstående.

Snydt af mit eget fjæs!

Jeg har længe lagt mærke til, at der stille og roligt var begyndt, at titte små hår frem på hagen – Mange af dem er lige hevet af med pincetten og så er jeg daffet videre, i den tro, at alt var godt.

Hold da op, hvor blev jeg godt nok snydt af mit eget fjæs.

Sommeren er kommet til Danmark og det betyder lange lyse dage med skønne solstråler, der blidt kærtegner vores hud.
Øh nej!
I mit tilfælde kom de skønne solstråler forbi og sagde:
“Hej med dig, skæggede dame – Skal vi lige få lyst den hage op, så alle kan se de lange hår, der kæmper om den, efterhånden, trange plads.”

En utrolig kedelig og ubehøvlet velkomst fra det, der virkelig skulle være en fornøjelse efter en lang vinter.

Nåh, tilbage til min ansigsbehåring (virkelig en sætning, man ALDRIG havde håbet at skrive) og min kommende kamp mod denne.

ANGRIIIIIIIIB!!!!

Jeg var virkelig opsat på at vinde denne kamp – Håret skulle ned med nakken, have en røvfuld og virkelig forstå, at det på ingen måde var velkomment.

Badeværelset dannede rammen om kampen, der dog skulle vise sig at blive en del mere udfordrende end først ventet.
Udstyret med enorme mængder voksstrips, marcherede jeg i kamp.

Vruushh, svip, riiiiiv, var kampråbene, der gjaldede i rummet.
De blev dog hurtigt afløst af “av for satan”, “i guder, hvor det svier” og tårer, der langsomt trillede ned ad kinderne.
Jeg var ved at give op, da jeg hankede op i mig selv og mindede mig om, det snart var overstået.
Rigtigt nok!
Hagen var ryddet for hår og jeg var lykkelig.

Snydt igen

Lige indtil…
“Hvad fanden er dét? Og dét? Og DÉT???”
Lyset stod lige på og nu kunne jeg TYDELIGT se, hvordan hårene fra hagen, havde inviteret hele familien til at flytte ind på hals, nederste del af kinder og overlæbe.
Og det stod i utrolig tydelig kontrast, i og med, at min hage var fuldstændig glat som en barnerøv.

Der var simpelthen ikke andet for, end at starte kampen op igen.
Denne gang var kampgejsten dog en anelse mere lunken, end første omgang.

Vruushh, svip, riiiiiv – i gang igen.
Denne gang, vil jeg skåne dig for de ord, der forlod mine læber – Er sikker på, jeg har opfundet helt nye ord og udtryk for smerte.

Endelig færdig!

Kampen var vundet – Hårene var væk!
Jovist, jeg lignede et overmodent jordbær, der havde fået botox.
Men et skaldet jordbær – Og det var det vigtigste.

Den resterende voks blev vasket af, aloe vera gel blev smurt på og jeg NØD mit skaldede ansigt.

Lige indtil..
Fast forward til næste morgen, sig farvel til botox jordbærret og byd velkommen til Rikke 13 år.
Jeg havde bumser overalt, hvor jeg havde vokset!!!
Og som du kan forstå, var det ikke et lille område, jeg havde bevæget mig i.

Nu var smertetårer afløst af “det er bare løgn” tårer, mens jeg gloede mig selv i spejlet.
Store røde, grimme, kløende og ømme bumser – Helt ærligt, det er der jo ingen, der har fortjent.
Især ikke mig, der dagen før havde kæmpet og vundet et stort slag, og følte mig som den sejeste kvinde i verden.

Nu stod jeg her på badeværelset og blev losset direkte tilbage til teenageårene, hvor man brugte Clearasil i litermål.

Det bliver (forhåbentligt) godt igen

Det er nu en uge siden, jeg tog den fatale beslutning, at udfordre min ansigtsbehåring til kamp.
Der er stadig tegn efter krigen, men jeg er så småt begyndt at komme mig.
Mine nye “venner” er begyndt at forstå, at de ikke er velkomne og er ved at pakke sammen.

Og jeg har taget en beslutning:
Fremover må jeg bare gøre noget ud af min ansigtsbehåring og rumme hele “herligheden”.
Jeg tænker måske en fletning eller to, nogle lyse striber eller balayage, der jo er så populært nu til dags.
For ovenstående kommer IKKE til at ske igen – Den kamp er tabt.
Ikke mere vruushh, svip, riiiiiv til mig, ikke flere grimme bumser, ikke flere smertetårer – Næh nej, så hellere investere i en flot kam, tage en tur til barberen, vinde Melodi Crand Prix eller melde mig til det nærmeste cirkus.

Hvilken style, bør jeg gå med?
Tjek billederne ud og afgiv gerne din stemme.

Er der andre, der har været samme tur igennem?
Og har du gode råd eller vil du bare tages i hånden og følges med mig i cirkus?
Kunne være hyggeligt, hvis vi var flere om jobbet, tænker jeg.

Hav en super skøn dag derude!
Især, hvis du har hår i fjæset. 😘

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen