Knock out!

Det er længe siden, jeg er kommet med et indlæg og det har der desværre været en god grund til.

Når man ufrivilligt, har budt en omgang brystkræft op til kamp, skal man desværre regne med, at den slår en proper næve.

Okay, måske ikke så meget selve kræften, men mere dét, der skal give kræften nogle tæv.

Kemoterapi

Ja ja, den skal jo hjælpe og alt det der – I know!

Men det er godt nok en hidsig satan, man har virkelig svært ved at elske.

Jeg startede min første kemoterapi den 1/10 og var virkelig overrasket over, hvor “let” det var den efterfølgende tid.

Jovist, jeg var træt og havde kvalme, men slet ikke så voldsomt, som jeg havde forventet.

Og ikke noget en morfar hist og her, samt noget kvalmestillende medicin, ikke kunne hjælpe med.

Derfor var jeg faktisk også virkelig optimistisk, da dagen for 2. omgang tarvelige kemo oprandt.

Henrik havde fri hele ugen og et stille håb om nogle hyggelige dage, når vi begge alligevel dalrede rundt herhjemme, blev vækket.

Kemoterapi på mission

Der var satme ikke noget hyggeligt over den uge – Som i overhovedet ikke!

2. omgang kemo væltede ind over slagmarken, med våbnet løftet højt over hovedet og smadrede ALT, hvad den kunne komme i nærheden af.

Den var virkelig på en mission og den havde ikke tænkt sig at stoppe for nogen eller noget!

Allerede om aftenen, kunne jeg mærke, at det her ville blive en væmmelig omgang i forhold til 1. omgang kemo – Og jeg fik ret.

Kemoen havde snøret boksehandskerne helt stramt og var fuldstændig ligeglad med at der ville ryge nogle gode soldater i kampen.

Soldater, der normalt ville have kunne hjælpe med at bekæmpe bivirkningerne.

Det må have været en voldsom kamp, for der var INGEN soldater, der kunne hjælpe.

Mit system kvitterede derfor med at “åbne døren” til min krop og tænde for neonskiltet:

“Bivirkninger kommer gratis ind i dag – Første omgang er på husets regning”!

Det var noget, bivirkninger reagerede på og de nuppede gladeligt naboen med.

Partææj´

Bivirkningerne havde en fest!

Der var frit valg på alle hylder og min krop havde INTET forsvar, der kunne prøve at give dem en smule udfordring.

“Træthed” kom selvfølgelig forbi og havde taget sin gode kammersjuk “Kvalme” under armen, hvilket jeg dog havde regnet med.

Men jeg havde ikke regnet med, at de havde brugt de sidste 3 uger, siden 1. omgang kemo, på at drikke energidrik og blive endnu vildere.

Åbenbart ingen kemo fest, uden “Metalsmag i mund”, der havde hooked up med “Smager som affald lugter” og nu var blevet forældre til “Smager som at stikke tungen ud af vinduet”, mærkeligt nok.

I baren stod “Forstoppelse” og hang ud med “Halsbrand”, mens de udvekslede røverhistorier med “Udslæt”.

“I guder, hvor jeg lugter” var festens hovedattraktion, der dog måtte være svar skyldig på, hvad der egentlig lugtede af – “Jeg lugter bare”, svarede bivirkningen, når den blev spurgt.

Der var gang i den!

“Snart gul uge, snart gul uge, snart gul uge”!

Den første uge, var det “bare” træthed og kvalme, der regerede.

Til gengæld gjorde de virkelig hvad de kunne, for at få mig ned med nakken.

Jeg lå i sengen hele ugen og først 5 dage efter 2. omgang kemo, blev jeg ikke vækket af kvalme hver 2.-3. time.

Et par gange om dagen, kunne jeg lige kravle ud fra hulen og få lidt mad, kramme Louie og spørge ind til hans dag.

Ellers var der dømt ophold i sengen, hvor jeg lå helt stille, for ikke at provokere den let pirrelige kvalme.

Det var gennemført forfærdeligt og en kæmpe kontrast til 1. omgang kemo.

Jeg prøvede at holde humøret oppe og fokuserede på, at den kommende uge, ville blive en gul uge, som de kalder den – Altså at det hele ville blive lidt bedre.

“Snart gul uge, snart gul uge snart gul uge..”, messede jeg.

Apoteket part 1

Oh well!

Farveskalaen var ikke helt på dupperne og rød uge (den første uge efter kemo), fortsatte ufortrødent ind i dét, der skulle have været gul uge (den anden uge efter kemo).

Træthed og kvalme festede fortsat videre og nu var resten af slænget også dukket op.

Jeg moslede mig afsted på apoteket.

“Jeg tror, jeg har fået forstoppelse”, forklarede jeg den søde apoteker, der straks fandt alverdens lækkerier frem til mig.

“Du skal have dem her, og dem her, og det her og den her – Og så får jeg lyst til at give dig et lavement”, smilede den søde apoteker.

Jeg havde naturligvis regnet ud, at hun ikke havde tænkt sig at bede mig samle sæben op og udføre et lavement på deres personaletoilet, men min platte humor banker alligevel på og siger:

“Fedt, skal jeg bare smide jakken her”?

Den søde apoteker havde slet ikke hørt, hvad hun selv lige sagde og så undrende på mig.

Åh, at skulle forklare en joke, er virkelig træls – Ikke så træls som forstoppelse, men næsten.

Anyways, jeg blev udstyret med alverdens medicin, der forhåbentlig skulle hjælpe lidt på det hele.

Apoteket part 2

Dagen efter mit første besøg på apoteket, kom halsbranden virkelig ind og stjal showet.

At tage en slurk vand, smertede hele vejen ned igennem halsen og efterlod en stor knude af smerte i brystet.

Afsted til apoteket igen og finde noget, der kunne få halsbranden til at forlade festen.

“Skal det være tyggetabletter eller flydende”?, spurgte den søde apoteker (ikke lavement apotekeren fra dagen før – Hende her var ny).

“Det skal være dét, der hjælper bedst”, svarede jeg i en tone, der nok understregede, at jeg var fløjtende ligeglad med, hvordan det skulle indtages, bare det virkede.

“Altså, det virker nok lige godt begge dele. Det er mere, hvad du er til”, svarede den søde apoteker.

“Jeg er til, ikke at have halsbrand og hvad end, der virker bedst og hurtigst, kommer med mig hjem”, prøvede jeg igen og tænkte, at hvis hun spurgte én gang mere, nuppede jeg sgu bare alle mulighederne.

Heldigvis kunne hun godt se, at jeg ikke skulle have flere spørgsmål og hun stak mig en omgang tyggetabletter.

Da jeg kom hjem, fik jeg lidt dårlig samvittighed over at jeg måske snerrede lidt.

Det var jo ikke hendes skyld, at jeg havde halsbrand og hun gjorde sit bedste.

Den dårlige samvittighed varede dog ikke længe.

Føj for den lede, hvor var de tabletter klamme – Hvorfor faen gav hun mig ikke det flydende?

Apoteket part 3

Jeg var nu nået til slutningen af dét, der skulle have været en gul uge – Men der var stadig bøvl med farverne og rød uge, havde ikke sådan lige tænkt sig at forlade festen foreløbigt.

Nu var det altså virkelig ved at være en presset (!!) situation mht. forstoppelse.

Det lavement til hjemmebrug, lå stadig i skuffen, da jeg var panisk for at eksplodere indefra, hvis jeg tog det.

Jeg har aldrig været forstoppet før og anede faktisk ikke, om det overhovedet var dét eller noget helt andet, der var kommet forbi til festen.

Jeg besluttede mig for at ringe til sygehuset, hvor jeg får behandling og få lidt gode råd.

En meget sød sygeplejerske tog telefonen og jeg kvitterede med at sige:

“Jeg er så ked af at det er dig, der har taget telefonen, for nu skal vi snakke om afføring eller mangel på samme”.

Jeg er virkelig ikke til pænt brug, men sygeplejersken forsikrer mig om, at det er helt okay og et meget naturligt spørgsmål fra patienter, der får kemo.

Vi får snakket frem og tilbage og den søde sygeplejerske forsikrer mig om, at jeg ikke eksploderer indefra, hvis jeg nupper et lille hygge lavement, men at jeg altså virkelig skal have gang i det nu.

Hun anbefaler mig nogle dråber, men kan købe på… Ja, apoteket.

Afsted med mig.

Denne gang er det en helt tredje person, der ekspederer mig og skal have min sygehistorie.

Der er virkelig mange ansatte på det, forholdsvis, lille apotek og alle er vist klar over, at jeg har et par hårde dage.

Jeg får mine dråber og blander dem med alt det andet, jeg har fået raget til mig de sidste dage – Det hjalp!!!

Og så har vi vist snakket nok om forstoppelse og lavement, ik´?

Håber du læser med endnu.

Grøn uge – Yeah right!

Nu var jeg nået til den grønne uge.

Den uge, hvor jeg skulle have det godt og få indhentet alt det, jeg var gået glip af siden kemo.

Yeah right!

Rød uge var endelig skredet, men gul uge havde det alt for hyggeligt til at daffe.

Det resulterede i, at jeg slet ikke oplevede en grøn uge, efter 2. omgang kemo.

Det var bare en klam blanding af røde og gule farver, der havde overtaget mine uger og trukket ALT ud af mig.

I 3 uger havde jeg kæmpet med træthed, kvalme, forstoppelse, udslæt og halsbrand, samtidig med, jeg prøvede at få en hverdag til at fungere nogenlunde.

Det kostede alt på energi kontoen!

Der var intet at trække på, når jeg havde brugt energi på dét, der var nødvendigt og jeg kæmpede virkelig for at holde mig oppe og ikke vise, at jeg virkelig havde fået én over nakken.

Jeg kunne godt have aftaler og lave ting, men den stod på direkte hovedspring i dobbeltsengen, når jeg kom hjem, havde været til undersøgelse eller var færdig med at lege med Louie.

Så ingen grøn uge til mig, efter 2. omgang kemoterapi.

3. og sidste tarvelige kemo – Måske

Jeg havde fået af vide, at det ikke var sikkert, jeg skulle have 3. omgang kemo.

Hvis knuden ikke havde reageret på kemoen, var der ingen grund til at give mig en hård omgang mere, hvis det alligevel ikke virkede.

Jeg havde datoen for 3. omgang, da det hele bare kører derud af nu og blev indkaldt til samtale med verdens bedste onkolog (husk det er med “å” og ikke “o”, i følge sure dame fra information på sygehuset, der starter med Ros og rimer på vilde).

Det er en mærkelig følelse at sidde med.

Tænk at man faktisk ønsker at skulle have en omgang kemo, der lige har ødelagt de sidste 3 uger af dit liv.

Men det håbede jeg selvfølgelig – For det var tegn på, at kemoen havde virket.

“Den skal vi nok få sparket ud”, sagde verdens bedste onkolog, efter hun gladeligt fortalte, at knuden er blevet mindre og blødere og ikke har spredt sig.

Helt fantastisk!

Efter en snak om det kommende forløb med ny slags kemo og opstart af antistoffer, blev jeg sendt afsted til 3. omgang kemo.

Sidder og venter på verdens bedste “Å”nkolog

Første milepæl!

Nu var det sidste gang, jeg skulle have den rigtig tarvelige kemo – Altså, kemo er tarveligt, men noget er mere tarveligt end andet.

Det var den første milepæl i mit forløb og dem skal man altså huske at fejre!

Verdens bedste sygeplejerske fik sat mig i gang og vi fik en snak om mit kommende forløb.

Samtidig fik jeg fortalt, at jeg virkelig havde været en sølle udgave af mig selv, de sidste 3 uger og hun lovede at give mig noget, der forhåbentligt kunne hjælpe.

Derudover fik jeg lige sendt et par bandeord afsted mod min Picc-line (kateteret i min overarm), der virkelig har været årsag til megen bøvl de sidste mange uger.

Den har været skide smart, da kemoen er virkelig hård at få gennem drop i armen og selve kateteret har ikke voldt de store problemer.

Men plasteret, der skal holde hele herligheden på plads, har virkelig været en udfordring i hele forløbet, da jeg åbenbart er meget allergisk overfor plaster og har haft udslæt og kløe.

Altså, en omgang Hulk eller Minions plaster, har sgu aldrig voldt mig problemer – Måske skulle de prøve dem på hospitalerne?

Verdens bedste sygeplejerske tog lige et hurtigt kig på min arm og konstaterede, at der var masser af gode blodårer (måske også store og fede? Intern joke, hvis du er trofast læser og ellers må du endelig læse med her) at stikke i og jeg derfor sagtens kunne klare mig uden Picc-line.

Så da 3. omgang kemo var overstået, nuppede verdens bedste sygeplejerske lige den lille javertus ud af armen – Vupti, det var dét!

Jeg vil lige sige, hvis du sidder og skal have Picc-line eller allerede har én:

Den er virkelig praktisk til de første 3 omgange kemo og mange vælger at beholde den under hele forløbet.

Det gjorde ikke ondt at få den sat ind og det kunne overhovedet ikke mærkes, da den blev hevet ud.

Den har opført sig meget eksemplarisk og der har ikke været ballade med infektion.

Men den er sgu lidt irriterende og jeg kommer ikke til at savne at pakke armen ind i fryseposer, med elastikker i hver ende og en ordentlig omgang sportstape rundt om, for at der ikke kommer vand ind.

Klar til kamp!

Efter 3 uger med røde og gule farver, var jeg spændt på, hvordan det ville gå efter 3. omgang kemo.

Jeg var forberedt på, at det ville blive lige så forfærdeligt som sidste gang, men jeg havde jo også nogle erfaringer, gode råd og tricks i ærmet, denne gang.

“Kvalme” havde fået en ny modstander, der ikke bare finder sig i hvad som helst og gerne byder op til dans.

“Halsbrand” og “Forstoppelse” kunne også ryste lidt i bukserne af skræk, over dét, der nu var at finde i mit medicin arsenal fra sidste omgang.

“Smager som affald lugter” og “Metalsmag i mund” skulle forhåbentligt ikke formere sig yderligere og skabe små babyer, der kunne lave endnu flere udfordringer i min mund.

Jeg følte mig klar til kamp og nægtede at give op!

Status

I dag er det 8 dage siden, jeg fik min 3. og sidste omgang rigtig tarvelige kemo.

Det er heldigvis gået bedre end sidste gang, men den har været hård ved mig.

Sidste uge (rød uge) var strid og jeg følte mig drænet for energi og kunne ikke overskue særlig meget.

Ligesom sidste gang, skulle der puttes hårdt i dynerne, bare jeg havde foretaget mig det mindste og jeg blev straffet, hvis jeg prøvede at spille smart og sej – Hvilket jeg desværre stadig har en tendens til at gøre.

Måske lærer jeg det en dag?

Der er ingen tvivl om, at kemoterapien har givet mig en knock out, der er svær at rejse mig fra.

Men, der er heller ingen tvivl om, at jeg VIL rejse mig hver gang og stadig fokusere på det positive, selvom det kan være svært.

Det hele går som det skal.

Min behandling kører bare og der bliver ikke rykket på dagene, da de ikke ramler ind i helligdagene i julen.

Jeg griner stadig upassende højt og har masser af selvironi.

Jeg kan mærke at rød uge allerede er daffet og gul uge er på besøg -Måske er jeg heldig at få besøg af grøn uge denne gang?

Der er i hvert fald mere overskud og energi denne gang – Altså når jeg ikke er træt og snorker højlydt i sofaen.

Og så har der været hul igennem hele ugen – Bare hvis du lige troede, vi var færdige med at snakke om forstoppelse.

P.s.

Tusind tak til alle jer, der har sendt beskeder og bekymrer jer om mig!

Det er virkelig tarveligt, at jeg ikke har svaret, men min energi er blevet brugt et andet sted.

Håber I forstår og bærer over med mig.

Møs til jer alle!

8 kommentarer til “Knock out!”

  1. Kære seje Rikke. Tænk, at du orker at dele dit forløb med os – det er da overskud af format 🥰 Forhåbentlig giver det, at vi er mange, der følger dig og din “historie”, dig lidt ekstra kræfter. Det er i hvert fald helt sikkert, at hvis virtuelle tanker og hilsener kan gøre noget godt, så er du rigtig godt hjulpet, for vi er mange, der sender dig god karma og krammere hver eneste dag. Fortsat “god kamp” – den er lang, men du er sej 🥰😘 knus til jer alle 3.

    1. alittlebitofbihl

      Kære Lili.

      Endnu engang, giver du et stort smil på læben og varme. ❤️

      Tak for dine søde ord og fordi, du læser med og hepper! 😘😘🥳🥳

  2. Anne Wichmand Thorsen

    Kære Rikke
    Tak for en fantastisk blog. Hvor du beskriver det svære med humor og varme. Jeg skal have 2. kemo om 1 uge og har allerede været igang med “forstoppelse”. Jeg vil nu købe ekstra arsenal ind, så jeg er forberedt på en endnu sejere omgang.
    Rart at høre om dine erfaringer – på godt og ondt – så jeg kan forberede mig.
    Tak for dit mod. ❤️
    Knus

    1. alittlebitofbihl

      Kære Anne.

      Tusind tak fordi du læser med. ❤️

      Jeg håber virkelig, din 2. omgang er gået okay og du ikke får alt for mange “venner” på besøg.

      Du er altid velkommen til at skrive til mig – Enten her, på Facebook eller Instagram, hvis du har spørgsmål eller måske bare vil sludre. ❤️

      Stort kram til dig og tak for dine søde ord. ❤️

  3. Aviaja Heilmann Overgaard

    Kære Rikke,
    Tak for dit blog. Du er kanon sej og er god til at skrive. Ønsker dig alt det bedste.

    1. alittlebitofbihl

      Kære Aviaja.
      Tusind tak fordi du læser med. ❤️
      Og tak for gode ønsker – Håber alt er vel hos dig. 😘

  4. Kære Rikke ❤️
    Sikke en omgang – og alligevel fatter du pennen og skriver!
    Du er modig, du er sej og så er du bare så god til at beskrive det ikke særligt sjove, på en humoristisk måde 🤗
    Jeg håber at grøn uge kommer 💚 og gør dine dage gode igen..
    Kram til dig 😘

    1. alittlebitofbihl

      Kære Debbie.
      Jeg er så glad for, du læser med.
      Det varmer helt vildt og giver store smil på læben. ❤️❤️😘😘

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen