No hair – Don´t care!

Ah, helt så kæk er jeg så alligevel ikke.

Men halvdelen af overskriften er reel nok – Mit lange hår er væk.

Right on time

“Omkring 14 dage efter din første kemo, vil dit hår begynde at falde af”, fortæller min søde sygeplejerske.

Og jeg tror helt sikkert, at mit hår havde smuglyttet.

For præcis 14 dage efter første kemo, stod jeg nu med store totter hår i hænderne, efter at have redt mit hår.

“Shit, så er det nu”, tænkte jeg.

Jeg havde fra starten besluttet mig for, at håret skulle ryge, når det begyndte at falde af.

Meeeen, det var ikke helt så nemt at føre ud i livet, som jeg havde regnet med.

Så håret røg op i en knold og der fik det lov til at blive, helt indtil søndag, hvor jeg ikke kunne trække den længere.

Louie

Hvis du har fulgt med fra starten, ved du, at Louie skulle have lov til at klippe mit hår af. (læs evt. med her)

En aftale er en aftale og Louie var mega klar!

Vi havde haft nogle gode snakke, Louie og jeg, hvor jeg forklarede ham, at jeg godt kunne blive rigtig ked af det, når han begyndte at klippe.

Louie var virkelig omsorgsfuld, når vi havde vores snakke.

Han undskyldte på forhånd, hvis han kom til at grine, hvortil jeg svarede, at han gerne måtte grine, men om han kendte forskel på at grine af og grine med?

Han kom med den skønneste forklaring:

“Når man griner af, er det kun mig, der synes det er sjovt. Når man griner med, er det alle, der synes det er sjovt”.

Jeg forklarede ham, at jeg ikke ville blive sur, hvis han grinede og det absolut ikke var hans skyld, hvis jeg blev ked af det og begyndte at græde.

Jeg forventede egentlig ikke, at jeg ville begynde at græde, men jeg tror det er sindssygt vigtigt at få sat ord på, når det gælder følelser hos en 7 årig dreng.

Det er vigtigt, at han ikke føler sig forkert i alt det her.

Og det er endnu mere vigtigt, at han ikke tror, han er skyld i noget, der får mig til at blive ked af det, træt eller sur.

Altså, han kan selvfølgelig sagtens bringe mit pis i kog, som 7 årige drenge nu kan – Men der er det jo bare almindelige sure mor, der dukker op dér.

IKEA saks

Nu skulle det være!

Saks og barbermaskine blev fundet frem og der blev smidt plastikposer ud på gulvet i stuen. Det lignede den perfekte scene til en gyserfilm, hvilket jeg jo egentlig også følte, det var.

Her kunne jeg godt lige smide en vits, der diskret lige nævnte ordet “hårrejsende” og endnu en vits, der lagde et ekstra tryk på “rejsende”, “REJ-SEN-DE”, altså som i hår der rejser væk.

Men så plat er jeg ikke!

Louie blev instrueret i, hvordan barbermaskinen virkede og trippede helt for at komme i gang.

Jeg fik taget elastikken ud af knolden og gjorde klar til at sige farvel til mit hår, der efterhånden var blevet så langt, at det gik helt ned til starten af nummergøjen.

“Bbbbrrrrrr”, gjaldede det i stuen, da Louie tændte barbermaskinen.

Han prøvede at tage et par totter, men måtte skifte til saksen, da det ikke var helt nemt med maskinen.

Udstyret med en rød saks fra IKEA, gik han endnu engang i krig mod det filtrede hår.

Han fik klippet nogle enormt fine totter af hist og her, men det var ikke helt så nemt, som vi alle havde troet.

“Hvor svært kan det være at klippe hår”?

Åbenbart ret svært – Måske pga. førnævnte IKEA saks?

Oh well, Henrik overtog tjansen og Louie kiggede på og så ud som om, han var meget tilfreds med sin indsats.

Med en voksen hånd ved roret, kom der pludselig fart på.

Henrik var iskold, kørte barbermaskinen rundt på mit hoved og der var hår alle vegne – Altså bortset fra på mit hoved.

Han var fantastisk og gjorde det præcis, som jeg havde brug for.

Hår vs. følelser

Jeg vidste, at jeg ville være SÅ ked af at miste mit hår.

Men jeg var ikke helt klar over, hvor ked af det jeg ville blive, om jeg ville græde, grine eller noget helt andet.

Det var følelser, jeg aldrig har skulle overveje før og noget, jeg aldrig har skulle forberede mig på.

Jeg brugte enormt lang tid på at forberede mig.

Faktisk startede jeg allerede med forberedelserne, da jeg fik diagnosen.

Jeg prøvede virkelig at overbevise mig selv om, at det ville være helt okay og jeg måske endda ville se super chic ud, uden en tot på hovedet. Jeg fandt en masse smukke kvinder på Instagram, der omfavnede det skaldede look og rockede det helt vildt!

Så skiftede jeg retning og blev “det-er-jo-dét-der-skal-til-for-at-blive-rask” Rikke og messede “det vil være et tegn på, at jeg er ved at blive rask” igen og igen.

Men det var lidt ligesom om, at det ikke rigtig virkede – Min hjerne lukkede ned hver gang, jeg prøvede at finde ud af, hvordan jeg havde det med det hele.

Så der var ikke så meget at gøre – Jeg måtte bare tage følelserne, som de kom, når det var tid til at sige farvel til mit hår.

Paryk

Inden håret skulle ryge, skulle jeg have fundet en paryk.

“Paryk Roskilde”, tastede jeg ind på Google.

Jeg sprang elegant over det første, der dukkede op, da jeg tænkte, at Fest & Farver, ikke helt kunne levere det jeg ønskede af en paryk.

Efter at have luret lidt rundt, fandt jeg frem til Bodil.

Bodil viste sig at være en skøn, sød og meget omsorgsfuld kvinde, der driver en paryk-salon på hendes idylliske gård.

Vi havde talt sammen i telefonen, omkring mine ønsker til længde, farve osv. og jeg var mega spændt, da min mor og jeg kørte afsted mod Bodil.

“SVUP”

Søde Bodil tilbød at klippe mit hår, så parykken kunne sidde bedre og jeg kunne se resultatet fra starten. Men jeg forklarede, at den tjans allerede var lovet ud til anden side.

Løsningen blev så, at mit hår blev samlet i en løs hestehale og jeg ville få en lille hue på hovedet.

Bodil havde lige givet mig den fine lille hue på og gjorde klar til at vise parykker frem.

“SVUP”, sagde det og den lille fine hue rullede op og samlede sig på toppen af mit hoved, som en “Lille Per” hue.

Bodil rettede huen til, vendte sig om og prøvede igen at pakke parykker ud.

Jeg sad HELT STILLE og håbede, huen ville blive siddende.

“SVUP”, sagde det og “Lille Per” var tilbage igen.

Bodil var meget (som i meget) tålmodig og rettede nænsomt på huen igen.

Da det havde sagt “SVUP”, for 6. gang, blev vi enige om, at det nok ikke helt virkede med den lille hue.

Dog havde den bidraget til den gode stemning, da både min mor og jeg, var ved at kaste op af grin over den lille hue, der konstant satte sig på toppen.

Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke kan bære et “Lille Per” look.

Første gang, lykkens gang

Efter at have prøvet en 10-12 forskellige parykker, havde vi valgt 3 fra, der var et godt bud på min kommende hårpragt.

De 3 parykker blev prøvet igen og der blev vejet for og imod.

Og så, efter 2 timer med forskellige looks, kastede jeg min kærlighed på én paryk – Faktisk den allerførste paryk, jeg prøvede.

Valget faldt på en page, i nogenlunde samme farve, som mit eget hår.

Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville have en langhåret paryk. Overgangen fra langt hår til helt kort hår/skaldet, gider jeg ikke kaste mig ud i, flere gange end højst nødvendigt.

Samtidig har jeg altid ønsket mig at prøve en page frisure, men har altid ment, mit eget hår var for tyndt og sjasket til at afprøve det look.

Oh well, det behøver jeg jo så ikke bekymre mig om nu.

Mit nye look

“Du ligner dig selv”

Ordene kom fra Henrik, der nu var færdig med at barbere mit hoved og stod og kiggede på mig og mine 3 millimeter lange (høje?) hårtotter.

Personligt var jeg ikke selv så optimistisk og gloede bare ned på gulvet, hvor alt mit hår nu lå.

Hvad faen var det nu, alle de smukke, skaldede kvinder på Instagram havde skrevet, for at inspirere os andre?

Det havde nok været ligegyldigt om jeg kunne huske det – Ingen ord havde hjulpet og jeg synes overhovedet ikke, jeg så chic ud og “det-er-dét-der-skal-til-for-at-blive-rask” Rikke, var vist daffet hjem for i dag.

Men alligevel var jeg ikke ked af det – Jeg var egentlig okay, selvom jeg synes jeg var grim.

Meget mærkelig følelse at stå med og jeg tror aldrig helt, jeg finder ud af, hvordan jeg egentlig havde det.

Summa summarum er, at jeg faktisk er okay.

Jeg er ikke så okay, at jeg gladeligt valser rundt med issen bar, når jeg handler, henter Louie eller ellers er ude.

Der nupper jeg lige en hue på (som jeg ellers havde svoret, jeg aldrig ville være typen, der gik med), der lige kan fjerne fokus fra den flade nakke og det pletskaldede look.

Hvad siger Louie?

Louie var helt ærlig:

“Jeg synes det er mærkeligt”.

Og det har han jo fuldstændig ret i – Det er da mærkeligt, at ens mor, pludselig står uden hår på hovedet.

Men, her 14 dage senere, kunne det ikke være mere naturligt, virker det til.

“Må Oliver se dit hår”?, er det første, jeg bliver spurgt om, da jeg træder ind af døren i fredags, hvor Louie havde en kammerat med hjem.

Og ja, Oliver må da gerne se mit hår, hvis han gider – Og det gad Oliver godt og det tog han total cool.

Men Louie havde heldigvis også forberedt ham godt, på vej hjem fra skole, fortalte Henrik.

“Kender du Alfons Åberg”?, spurgte Louie, da han prøvede at forklare Oliver, hvordan mit hår ser ud.

Og ja, Oliver kendte godt Alfons Åberg – Og nu kender han vist to.

Hvad med resten?

Tjah, resten af håret, lever lidt sit eget liv.

Noget af håret, er smuttet, hvor noget andet, stadig skal have hjælp.

Jeg har ikke været nødt til at barbere mig under armene de sidste 14 dage, hvorimod, jeg kan mærke at mine ben nok snart bør få en tur.

Mine bryn og vipper, har heldigvis ikke forladt festen (endnu?) og det gør altså det hele lidt nemmere, når man lige kan få lidt udtryk i ansigtet.

Hvordan skal Henrik ellers kunne se, hvordan jeg stirrer utilfreds på ham, med et løftet øjenbryn, når han igen har krænget sokkerne af og efterladt dem i en lille klump i vasketøjskurven?

Man bliver virkelig opmærksom på, hvilket hår man gerne gider have og hvilket, der på ingen måde bliver savnet.

Altså, for min skyld, kunne alt håret fra næsen (så får man lige overskægget med) og ned, sagtens daffe og blive væk for evigt.

Til gengæld er jeg blevet meget opmærksom på, at jeg ikke skal brokke mig, når mit hår kommer igen.

Hold kæft, hvor har jeg brugt lang tid på at brokke mig over mit hår, der har fået alverdens bandeord med på vejen, når det ikke lige gad at opføre sig, som man gerne ville have det.

Total åndssvagt, når tingene nu bliver sat lidt i perspektiv.

Så kære fremtidige hår

Jeg lover at være sød, når du kommer.

Og jeg lover at passe godt på dig og forkæle dig med ture til frisøren og lækre hårkure.

Og du må godt have dårlige dage, hvor du stritter eller krøller, selvom jeg helst vil have, du står helt stille og ret.

Jeg glæder mig enormt meget til at møde dig!

P.s.

“Skulle vi aldrig se dig skaldet”?

Jo, selvfølgelig skal I da det – Værsgo´!

Og så kan I jo selv vurdere, om Alfons Åberg er den rigtige at sammenligne med #selvironi

16 kommentarer til “No hair – Don´t care!”

  1. Pia Dauerbjerg Hansen

    Hej Søde Rikke, ej SEJE Rikke 👍🏼
    Tak for din fortælling og ja, det er ok at blive ked!!!
    Men fedt du er SÅ omsorgsfuld overfor Louie, og guider ham så flot igennem.
    Håber bare du husker dig selv, så ikke du “gemmer alt det dårlige” væk… for så det rammer dig, hårdt, een dag 💙
    Så pas på dig, og lad dig blive passet på💙
    (Hvorfor blå hjerter… healingsfarve 😉)
    Ha en skøn dag.
    Knus og kram
    Pia

    1. alittlebitofbihl

      Kære Pia.

      Ja, det kan være svært at huske sig selv i sådan et forløb.
      Jeg synes jeg er god til at lytte efter og tage en tudetur, hvis det er nødvendigt.

      Tak for din skønne besked, tanker og healende hjerter. 💙💙💙

  2. Kære, søde, modige Rikke…du er SMUK på mange måder – og så er du modig. Flot at vise et foto fra den allerførste tid – du bliver en “ledestjerne” for unge, kræftramte 🥰 Go ahead 😘

  3. Kære seje kvinde, ja det er dig Rikke. Du har verdens bedste familie og er derfor i rigtig gode hænder.
    Ønsker dig kun det allerbedste ❤️❤️❤️❤️🙋‍♀️ Sender dig rigtig mange knus, håber du kan mærke dem 😘❤️❤️ Gurli ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

    1. alittlebitofbihl

      Tusind tak, kæreste Gurli.
      Og ja, jeg er i de bedste hænder og føler mig faktisk ret sej! ❤️💪🏻

      Kram

  4. Debbie Lundberg

    Stærk fortælling, Rikke ❤️

    Du er modig og skøn – og Louie har en helt og aldeles FANTASTISK mor.

    Ja, der er lidt Alfons Aaberg over det – og samtidigt er der en smuk og stærk kvinde ❤️
    Parykken er lige i øjet! Pivfræk Rikke 🤩

    1. alittlebitofbihl

      Du er bare SÅ sød!
      Tak tak tak!!! ❤️❤️

      Dine beskeder læses altid med et kæmpe smil. ❤️❤️

    1. alittlebitofbihl

      Tusind tak, kære Grethe.
      Jeg glæder mig også til at se, hvad der kommer på den anden side. 😊😊

      Kram

  5. Anne Wichmand Thorsen

    Kære Rikke
    Tak for en god fortælling. Jeg afventer i øjeblikket at mit hår falder af og kan genkende dine tanker og følelser.
    Knus

    1. alittlebitofbihl

      Kære Anne.

      Tak fordi du læser med. ❤️

      Det er så svært med det hår, altså.
      Jeg er sikker på, du kommer flot igennem.
      Heldigvis sidder vores styrke ikke i vores hår. ❤️❤️

      Kram til dig

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen