Wow, der kom fart på!

Det er længe siden, der er kommet en update.

Og sidste gang, var jeg rimelig træt af, at der ikke skete noget som helst – Ingen indkaldelser til diverse undersøgelser, ingen plan for kemo, ikke en skid.

Spørgsmålet er, om det søde sundhedsvæsen læste med den dag?

For lige pludselig, gik det satme stærkt.

Bing, bing, bing og lidt mere bing

Wow, min e-boks gik bananas og mobilen sagde “bing”, hvert andet minut.

Der kom den ene indkaldelse, efter den anden og jeg havde også min søde læge (brystkirurgen, der måtte give mig den nedslående nyhed om kræften) i røret, der forklarede at jeg ville blive indkaldt til diverse samtaler.

Det væltede ind med post fra diverse sygehuse, der skulle tjekke, indsætte, snakke og alt muligt – Nu skete der sgu noget!

Uge 40

Okay, jeg havde selvfølgelig et ønske om, at der nu skulle ske noget.

Men det var sgu lige før, jeg fik stress, da vi endelig kom i gang – Ja ja, #typenderikkeertilfreds

Mandag: Afsted på hospitalet og få taget blodprøver, der skulle tjekkes inden samtale med onkologerne

Tirsdag: Afsted på hospitalet, for at snakke med onkologerne

Onsdag: Afsted på hospitalet, for at få indsat metalsplint i knuden

Torsdag: Afsted på hospitalet, for at få indlagt PICC-line og efterfølgende få første omgang kemo

Fredag: Afsted på hospitalet, for at få tjekket op på PICC-line

Planen er klar!

Henrik og jeg kørte afsted til Næstved, hvor vi skulle snakke med en læge og en sygeplejerske.

Og nu er jeg HELT sikker på, at alle er skide søde – Men jeg har altså scoret verdens bedste læge og sygeplejerske!

Jeg elsker, når alvor og humor kan blandes i et perfekt miks, hvor man føler sig tryg og informeret, men samtidig har grinet og ikke har haft, en tyk stemning af alvor og medlidenhed.

Og præcis sådan, foregik samtalen – Helt nede på jorden, autoritær, humoristisk og realistisk.

Jeg fik svar på virkelig mange spørgsmål, fik skåret min plan ud i pap, fik udleveret diverse foldere og blev bedt om at møde ind igen om torsdagen, hvor jeg ville starte på første omgang kemo.

“Altså, jeg er ikke lige sådan en kemo-type”

Min første omgang kemo, ville derfor blive torsdag den 1/10 og torsdage fremadrettet.

“Altså, jeg er ikke lige sådan en torsdags-kemo type”, får jeg sagt med et smil på læben.

Jeg forklarer, at jeg meget hellere vil være en “mandag-måske-tirsdags-kemo” type, da jeg så forhåbentligt er nogenlunde menneske, når weekenden kommer og kan være mere sammen med Louie.

Det er verdens sødeste læge og sygeplejerske, heldigvis helt med på og vi aftaler, at jeg fremover rykkes til mandag – Fedt!

Det er åbenbart nemt nok at få sine ønsker trumfet igennem, tænker jeg og prøver lige én gang til.

“Altså, jeg er heller ikke sådan en “tidlig-morgen-kemo” type”, får jeg sagt lidt kækt.

Her forklarer jeg så, at jeg lige har en køretur på 1 time og 10 minutter, før jeg rammer Næstved og jeg derfor vil være ked af, at skulle jokke afsted midt i morgentrafik, med søvn i øjnene, for at nå en aftale kl. 8.

Igen er der total forståelse for divaen, der sidder og kræver og kræver – Fedt!

Så nu er jeg en “mandag-klokken-11-kemo” type.

Og bare lige for en sikkerheds skyld, hvis der skulle sidde én derude, der ikke helt kender mig eller min måde at kommunikere på:

Jeg havde naturligvis taget den dag og den tid, de havde givet mig, hvis det ikke var muligt at rykke.

“Ved du hvad der skal ske”?

Dette er spørgsmålet, fra en virkelig humoristisk og rar læge på Roskilde sygehus, hvor jeg skal have indsat en metalsplint i knuden, så de kan lokalisere området under operationen, hvis knuden skulle forsvinde efter kemoen.

“Ja, du skal kigge på mit højre knæ”, svarer jeg kækt og håber der er humor i rummet.

“Helt præcist”, svarer lægen på syngende norsk, “vi skal have drænet det for væske, ik´”?

Yes, der er også humor her!

Da vi er blevet enige om, at knæet kan vente, går den rare læge i gang med at ultralydsscanne mit bryst.

Han får lokaliseret den lille skiderik og gør klar til at indsætte metalsplinten.

“Skal jeg gøre bedøvelse klar”?, spørger sygeplejersken.

“Nej, det er ikke nødvendigt. Det er næsten samme størrelse nål, jeg stikker med ved bedøvelse og indsættelse, så det går nok”, svarer den rare læge, der pludselig lige dalede lidt på rarheds-skalaen.

Men jeg stoler på lægen, der uden at fornærme ham, ligner én, der har alderen til at have prøvet dette, en gang eller to.

Og det gik da også helt fint – Altså, det er ikke fordi, jeg ville bede om en omgang mere, hvis han tilbød det, men det var til at holde ud.

Det værste var faktisk at følge med på skærmen, hvor man kunne se, hvordan han lige hakkede lidt i knuden for at stikke igennem – Adr!!

PICC-line kateter

Inden jeg skulle have kemo, skulle jeg have indlagt et PICC-line kateter.

En smart lille sag, der ligger i et blodkar på overarmen og gør det muligt, at få kemo via den, i stedet for at skulle have lagt drop og stikkes hver gang.

Igen blev jeg mødt med humor og afslappet stemning, da jeg kommer ind til sygeplejerskerne, der skal have sat javertussen ind.

“Uh, her er en stor, fed én”, udbryder sygeplejersken begejstret, da hun endelig finder en blodåre, der er egnet til at få besøg af en silikoneslange.

Åbenbart ligger mine årer ikke helt som normalt – Derfor sidder min PICC-line på indersiden af overarmen og ikke midt på.

Men jeg kan da så trøste mig med, at jeg åbenbart har store, fede blodårer, der kan få en sygeplejerske til at smile stort – Er det eventuelt noget, man skulle nævne på en Tinder profil, hvis jeg nogensinde skulle blive single?

Nåh, det gik som det skulle og nu sidder den der.

Det gjorde egentlig ikke ondt, men det er sgu en smule surrealistisk at vide, at nu kommer der en 45 cm lang slange ind i blodåren. Adr!

Dumme plaster!

Hvordan går det så med den PICC-line?

Det går ikke helt efter planen, synes jeg.

Det viser sig, at jeg åbenbart er allergisk overfor plasteret, der skal sidde udover kateteret.

Og jeg er ikke bare allergisk overfor ét slags plaster – Næh nej, jeg er allergisk overfor en hel del plastre.

Men! Verdens sødeste sygeplejerske beroliger mig og forklarer, at der er masser af plastre at vælge imellem endnu.

Det ender med, at jeg får sat et stort silikone plaster på og det fungerer egentlig rigtig fint, synes jeg.

Altså, lige indtil dagen efter, hvor plasteret simpelthen begynder at falde af og ikke længere gider sidde fast på min hud.

Det ruller og løsner sig, bare jeg sveder det mindste – Lort!

Afsted til Næstved igen, hvor jeg får skiftet plasteret og flyttet lidt på kateteret, så plasteret forhåbentlig sidder lidt bedre.

Den er dum og den er grim!

Det sidder ikke en skid bedre – Det ruller, løsner sig og er generelt bare virkelig træls!

Jeg render frem og tilbage fra Næstved, for at få hjælp til det plaster og intet virker.

Den ene gang, har det allerede løsnet sig, inden jeg gik ud fra hospitalet – I guder!

Sygeplejerskerne er virkelig søde og gør virkelig hvad de kan, men summa summarum er, at det desværre ikke fungerer og det gør absolut ikke noget godt, for min situation.

Jeg føler ikke, jeg kan bevæge mig i en grad, hvor jeg bare kommer til at svede det mindste.

En gang støvsugning, kan få en hel side af plasteret til at løsne sig og er derefter umuligt at få til at sidde fast igen. Og man kan ikke bare hive det af og sætte nyt på, da der er risiko for infektion. Så det skal gøres efter sterile principper og med specielle handsker og og og.

Hver gang jeg skal i bad, skal jeg vælte overarmen ind i husholdningsfilm, hvorefter jeg knap kan bevæge armen. Jeg er skide nervøs for, at det bliver vådt og står med en fuldstændig stiv arm i badet, der på ingen måde kan bidrage til en ordentlig omgang vask.

Så jeg kan ikke træne (ærligt, var jeg ikke en hyppig gæst i fitness inden, men nu gider jeg selvfølgelig godt, når jeg pludselig bliver forhindret i det), jeg føler ikke jeg har fået et ordentligt bad i 3 uger og jeg skal hele tiden passe på, at en trøje ikke lige sidder fast i en flap.

Efter sidste besøg, besluttede sygeplejersken og jeg, at jeg måtte sætte små lapper på, når plasteret løsnede sig.

Jeg glæder mig virkelig meget til at se hendes ansigtsudtryk i morgen, når jeg kommer ind med en forbinding, der er fuldstændig lappet til med silikone plaster og derefter lukket til med sports tape.

Den er dum og den er grim!

Men den bliver siddende lidt endnu – I hvert fald til de første 3 omgange, med den tarvelige kemo, der ikke er særlig sød ved blodårer eller hud, hvis det skulle dryppe.

Første kemo

Jeg var total klar, selvom en masse følelser kæmpede om pladsen i mit hoved og min mave.

Kan man glæde sig til kemo?

Det virker som verdens dummeste spørgsmål, men svaret er, for mit vedkommende, ja.

For kemoen er tegn på, at nu skal jeg i gang med at kæmpe!

Og jeg kommer ikke udenom kemo, så jeg vil hellere komme i gang hurtigst muligt og få sparket noget røv!

Det gik rigtig fint, synes jeg – Altså så fint, som kemo nu kan gå.

Selve behandlingen gik hurtigere, end jeg havde regnet med og jeg slap for den trykken i hovedet, som sygeplejersken forklarede, jeg kunne få.

Efter behandlingen var det “hej og farvel, vi ses” og så daffer man bare igen – Virkelig surrealistisk, men jeg tænker, at man vænner sig til det.

Grundet corona, er det ikke tilladt at have pårørende med til behandling.

Så jeg havde downloaded podcast og medbragt mit gode humør, så jeg ikke skulle komme til at kede mig.

Heldigvis fik jeg selskab af verdens sødeste sygeplejerske, der svarede på spørgsmål, underholdte, grinede af min dårlige humor og fandt en bog til Louie, der forklarer om kemoterapi i børnehøjde.

Post kemo – Første uge

Dag 1:

Vågnede og var helt overrasket over, hvor godt jeg havde det. Fik Louie afsted i skole og havde overskud til at sladre med en kammerat, inden jeg kørte hjem og gjorde klar til at blive hentet af min mor.

Vi skulle til Næstved og have tjekket op på PICC-line og derefter kørte vi hjem til mine forældre. Louie og Henrik kom senere og så overnattede vi til lørdag.

“Skal du lige have en lille lur”?, spurgte min mor, da jeg åbenbart begyndte at snøvle som én, der havde bællet 27 bajere.

Og det var faktisk en fremragende idé.

Efter en lur, gik det okay, resten af dagen og mutti sørgede for, at der var masser af kaffe i koppen.

Dag 2:

ZZZZZzzzzzzzz

Dag 3:

ZZZZZzzzzzzzz

Dag 4:

ZZZZZzzzzzzzz

Dag 5:

Afsted til Næstved, da plasteret begyndte at lave problemer. Min hud blev helt rød og det kløede. Så afsted og få skiftet plasteret, til det famøse silikone plaster.

Resten af dagen: ZZZZZzzzzzzzz

Dag 6:

Fik besøg af min kusine og min mor.

Masser af sladder, grin, brok over plaster, mad og kaffe.

Resten af dagen: ZZZZZzzzzzzzz

Dag 7:

Legeaftale med én af Louies kammerater efter skole og afsted til fodbold i -7384 grader.

Resten af dagen: ZZZZZzzzzzzzz

Off-knap

Okay, jeg tror I har fanget pointen – Jeg blev virkelig træt efter behandlingen.

Altså som i træt, med træt på, med en smule træthed på, der lige toppes med drys af træthed, der nænsomt drysses ud over trætheden.

Det er ligesom en “off knap”, der bare trykkes på.

Mig: “Ihh, i dag vil jeg få lidt ud af dagen”.

Off-knap: “Ha ha, den lo vi meget af”.

Mig: “ZZZZZzzzzzzzz”.

Heldigvis har jeg ikke været særlig plaget af kvalme.

Den kvalme, der alligevel er kommet snigende, har jeg kunne holde nede med medicin – Og den er de heldigvis ikke fedtede med.

Så alt i alt, er det gået okay og bedre end jeg havde frygtet.

Men jeg må se i øjnene, at jeg virkelig må passe på mig selv.

Jeg må se i øjnene, at jeg ikke kan presse mig selv og må hive i bremsen.

Den har sgu været hård at sluge.

Normalt tonser jeg gerne afsted, med masser af fart på, projekter og lignende – Men det bliver der ikke noget af, hele ugen efter kemo. Jeg kan simpelthen ikke og må lytte, når min krop lukker ned og beder mig om at slappe af.

Det er desværre bare sådan det bliver det næste stykke tid – “Yes, boss”, må jeg bare sige og makke ret og glæde mig over, at det “bare” er en periode.

Hvad så nu?

Nu skal jeg “bare” følge planen, der er lagt.

I morgen skal jeg have 2. omgang kemo og så mangler jeg “bare” 1 omgang af den rigtig tarvelige kemo, inden jeg ryger på ugentlig kemo og antistofbehandling.

Nåh ja, så skal jeg også lige en tur i MR scanneren, gentestes, have tjekket hjertet et par gange, have taget blodprøver, afholde sygesamtaler med kommunen og hvad der ellers dukker op.

Der er sgu nok at se til, når man har brystkræft.

High-Five!

Når man sådan render til kemo og andre diverse behandlinger og undersøgelser, støder man ind i rigtig mange læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale.

Og her bliver jeg simpelthen nødt til at sende en kæmpe high-five afsted, til dem allesammen.

Jeg bliver mødt med varme, empati, hjælpsomhed, smil og masser af humor, hver gang jeg møder ind på hospitalerne.

Jeg føler mig set, hørt, anerkendt og vigtig, når jeg kommer personligt eller har måtte gribe knoglen og kontakte telefonisk.

Og ja ja, de har også været forsinkede, så man har ventet i verdens kedeligste venteværelse. Og de har også været gået skævt af hinanden, når de skulle tyde en anden læges udtalelse om, hvad der skulle undersøges for. Og der er også blevet stukket vanvittigt hårdt, ved en enkelt eller to blodprøvetagninger.

Men alt det, rager mig ærlig talt en høstblomst – For de har undskyldt virkelig oprigtigt hver gang, taget sig tid til behandling eller samtale, uden at stresse afsted og sørget for godt humør, hvis jeg har haft ondt.

Så jeg er virkelig imponeret og stolt over vores sundhedspersonale!

TAK for jer og TAK til jer, fordi I hver gang gør en forskel for mig.

Og så naturligvis et stort TAK til jer, der læser med, kommer med gode råd og hepper på mig – Sundhedspersonale eller ej.

Der ryger også en kæmpe high-five afsted til DIG!

P.s.

Okay, det blev måske lige voldsomt lyserødt med små balloner og hjerter, når jeg skriver, at alle bare er skide søde, når man kommer rundt på hospitalerne.

Der er én, der virkelig godt må prøve at rode dybt i skuffen efter det smil, hun så åbenlyst har mistet, når man henvender sig.

Mig:

“Undskyld, kan du fortælle mig, hvor jeg finder onkologisk afdeling”?

Sur dame, med det mest monotone toneleje:

“Jeg kan ikke høre dig”.

Mig:

“Nej, det kan også være svært med maske på og når jeg samtidig overholder reglerne for den afstandsmåler, I har klistret på gulvet”.

Sur dame, med det mest monotone toneleje:

“Hva´”?

Mig: (rykker lidt tættere på)

“Kan du fortælle mig, hvor jeg finder onkologisk afdeling”?

Sur dame, med det mest monotone toneleje, der nu også kan rulle med øjnene:

“Altså, mener du “ånkologisk” afdeling? Det står på skiltet bag dig”.

Mig:

“Tusind tak for hjælpen. Søreme heldigt, at du alligevel vidste, hvad jeg mente, selvom jeg åbenbart lige fik givet “o´et” et ordentligt tryk 16″.

Sur dame, med det mest monotone toneleje:

“Hva´”?

Mig:

“Tak for hjælpen og god dag”.

Den sure dame, med det mest monotone toneleje

4 kommentarer til “Wow, der kom fart på!”

  1. Sødeste, skønneste og stadig-med -humor-i behold-Rikke ❤️
    Stadig ked af at den Dummmmmmmme sygdom
    Skulle ramme dig!
    Men HÅBER de får bugt med den og du bliver forskånet for alt for mange bivirkninger!!!
    SKØNT at du har “vundet” De bedste læger og sygeplejersker👌🏼
    TAK for Update!
    God aften og mandag til dig ❤️
    Knus Pia

    1. alittlebitofbihl

      Kæreste Pia.
      Er sikker på, vi får has på den lille skiderik. 💪🏻💪🏻
      Tusind tak fordi du læser med. ❤️❤️❤️

  2. Debbie Lundberg

    Man sidder med på skulderen af dig.. Jeg tænker at du er en af de patienter, der også gør at sundhedspersonalet ser frem til et besøg af dig? 🥰🤪

    Kh Debbie

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen