Mofibo – Hot or not?

// Reklame //

I samarbejde med Momstertest, var jeg heldig at skulle teste lydbøger for Mofibo, sammen med Louie og Henrik.

Når nu, man bliver bedt om at teste forskellige produkter eller tjenester, er det jo vigtigt, at man kommer med sin uforbeholdne mening om disse.

Og det vil du altid få, her på min blog.

Der bliver ikke skamrost, medmindre jeg er vild med produkter eller tjenester.

Og der bliver heller ikke ”trash talket”, fordi jeg måske engang datede én fra virksomhedens kundeservice, der skred med en yngre model.

Næh nej!

Herinde taler vi ærligt om tingene!

Noget for dig?

Som skrevet, er det Mofibos lydbøger, der er på tapetet her på bloggen, denne gang.

Og faldt det lige på et godt tidspunkt?

Med et noget lorent vejr og en Corona virus, der ikke giver plads til megen sjov, var det fedt at kunne slænge sig med gode lydbøger i ørene.

Og altså, en bog er jo en bog og vi har alle forskellige interesser, når det kommer til bøger – Så det er ikke så meget dét, jeg vil tale om i indlægget.

Jeg vil derimod give min mening omkring brugervenlighed, Mofibo i børnehøjde og smide lidt fifs og tricks til, hvordan lydbøger måske kan give lidt ekstra grin og hjælp i hverdagen.

Samtidig giver Louie dig, hans top 3, nederst i indlægget, hvor der også er en lille gave til dig, fra Mofibo.

Så er du nysgerrig på ovenstående, så læs endelig videre og find ud af, om vi kan anbefale Mofibo herhjemme.

Skulle du være endnu mere nysgerrig, skal du glæde dig til, at der kommer en uddybende anmeldelse fra flere testere, på Momstertest.

Hvorfor lydbøger?

Da jeg takkede ja til at teste lydbøger, havde jeg naturligvis en agenda.

Jeg havde en forestilling om, at det kunne skabe nogle hyggelige stunder med Louie, når der kom rigtig lyd ud af højtalerne/hørebøfferne, i stedet for diverse mærkelige, høje lyde og vilde udbrud, fra Minecraft, Roblox, YouTube og hvad der ellers køres igennem Louies iPad.

Samtidig er jeg rigtig glad for bøger. Men jeg får desværre sjældent, sat mig ned med en bog og havde en forventning om, at der ville ryge flere bøger igennem, hvis jeg kunne lytte til dem.

Måske det kunne gøre, de huslige pligter en smule sjovere? Oh well, måske ikke sjovere (det bliver det aldrig), men lettere at gå til.

Derudover, skulle det komme an på en prøve, om lydbøger, kunne få mig lidt mere (eller meget) i sving, når det gælder træning.

Show me, what you got!

Mofibo har altså fat i den lange ende, med deres app, synes jeg.

Når du har oprettet dig og downloaded appen, er det bare at gå i gang med alle herlighederne.

Hvis du ikke lige, har en super anbefaling på hånden, du allerede ved, du vil læse, kan du nemt lure rundt i de forskellige kategorier.

Det hele er opdelt i diverse kategorier, E- og lydbøger, forfattere, indlæsere, genre, samt podcasts, der nemt navigeres rundt i.

Ingen grå hår eller vilde irritationsmomenter og alle kan være med – Fedt!

Easy peasy

Om det er små barnefingre eller store voksenfingre, der klikker rundt i appen, gør ingen forskel.

Det er nemt for både børn og voksne at navigere rundt.

Vi brugte ”Kids Mode”, der sørger for, at det er kun er børnebøger, der kan læses.

Jeg har en rimelig skræmmende fascination af ”true crime”, der ikke helt egner sig til Louies 7 årige ører.

Derfor er det virkelig fedt, at man kan indstille appen, så man ikke behøver bekymre sig om, at der pludselig kommer ”Drabscheferne” ud af højtalerne, når der skulle have været ”Vitello” på programmet.

”Kids Mode” er nemt at slå fra og til, så du ikke selv hænger på ”Vitello”, når du lige er ved at lære mere om ”Amagermanden”.

Louie brugte 2 sekunder på at lure rundt i appen. Så kunne han navigere i bogtips, gemme bøger til boghylden og søge efter favoritterne – Easy peasy!

Ses om 35-40 timer

En fed detalje, er deres ”lydbøger efter spilletid”, der giver dig et overblik over, hvor lang tid bogen er om at blive hørt.

Det er altid rart at kunne advisere familien om, hvor længe man render rundt med hørebøffer på.

”Jeg smutter lige i hængekøjen – Ses om 35-40 timer. Kommer I lige ud, med et koldt glas hvidvin eller 20”?

Og den er god nok – Der er lydbøger, der varer 35-40 timer.

Men frygt ej!

Der er også lydbøger på under 1 time, hvis du bare lige trænger til en hurtig afstikker.

Alle kan være med her.

Zzzzzzzz

En feature, vi er ret vilde med, er deres ”sleep timer”.

Den kan du bruge, hvis du er typen, der lytter lydbøger i sengen og pludselig småsnorker og savler igennem bogen og går glip af alt det spændende.

Du indstiller blot timeren og så stopper bogen, når tiden er gået.

Vi brugte det, hvis Louie gerne ville lytte efter han var puttet. Så slap vi for at stille et ur, bede ham tjekke tiden eller selv sidde og holde øje.

Når bogen stoppede, var tiden gået og han skulle lægge sin iPad væk – Virkelig smart!

Især hvis man har børn, der faktisk hører efter og ikke bare starter en ny bog.

Og når vi nu snakker om putning…

Dét, der har gjort en forskel i denne periode, er godnatlæsningen.

Her har det været enormt hyggeligt, at man bare kunne sætte en lydbog på og putte sammen og nusse Louie i håret.

Samtidig har det været fedt, at jeg ikke behøvede at koncentrere mig om at vende sider og holde på bogen, der alligevel havnede lige i ansigtet, fordi den smuttede ud af hænderne på mig.

Ose i ”butikken”

Jeg anede faktisk ikke, at jeg havde en holdning til kvalitet, når jeg streamede lydbøger.

Men der blev jeg klogere og fandt ud af, at det var vigtigere for mig, end jeg først havde antaget.

Selve appen er en lækker sag, synes jeg.

Der er klare og gode billeder af bøgerne, fine farver og en lækker opdeling, når du oser rundt mellem udvalget af bøger.

Det gør det nemt at navigere rundt og gør måske også, at du pludselig falder over bøger, du ellers ikke havde fundet.

For det er altså sjovere, at ose, når der ser pænt ud i ”butikken”.

Tag den, læsebriller!

Der er et kæmpe udvalg af bøger – Også lydbøger.

Du kommer ikke til at kede dig, med et abonnement til Mofibo.

Selvom vi har testet lydbøger, har vi naturligvis også læst bøger i appen.

Louie skal starte i 1. klasse efter sommerferien og er virkelig blevet skrap til at læse. Derfor var det også vigtigt, at han kunne holde læsningen ved lige i sommerferien.

Der er et symbol, ved hver bog, der fortæller om det er en E- eller lydbog – Det gør det virkelig nemt at navigere rundt i de forskellige muligheder – Også for ungerne.

Samtidig kan du ændre størrelsen på skriften, samt farver, når du er inde og læse.

Så har du nået den alder, hvor øjnene spiller dig et puds, kan du lige forstørre skriften, så du ikke skal sidde og knibe sammen – Tag den, læsebriller!

Åh, det er lidt træls

Der er dog et lille men, når det gælder kvaliteten, ved læsning af bøger fra mobilen.

Billederne er ikke altid skåret ordentligt til i bøgerne.

Billedet kører lidt ind over den næste side, hvor noget af teksten til venstre, så ender med at stå lidt ind over billederne.

Er der noget mørkt på billederne, kan det være svært at se, hvilke bogstaver, der lige står.

Det er lidt træls – Især fordi resten af appen, fungerer virkelig godt.

Jeg har dog kun oplevet problemet på mobilen, men da jeg ikke har en tablet, er det mobilen, min læsning foregår på.

Nicolaj Kopernikus og venner

Når nu man lytter til lydbøger, er det helt vildt vigtigt, at man ”klikker” med indlæseren.

Louie og jeg, kastede vores kærlighed på Nicolaj Kopernikus.

Hans stemme er virkelig utrolig behagelig – Så behagelig, at han kan sige både ”røv”, ”prut” og ”lille lorte-Hugo” og du stadig sidder, med et saligt smil på læben.

Det er sgu alligevel en bedrift!

Henrik blev til gengæld, ”uvenner” med én af indlæserne.

”Han er simpelthen for kedelig” og så blev der slukket for ham.

Oh well, med så mange indlæsere, vil der jo nok være en enkelt eller to, man ikke lige ”klikker” med.

Aber dabei

Et aber dabei, lyder dog fra Louie, når det kommer til lydbøger vs. E-bøger.

Han savner billeder, når der lyttes til lydbøger.

Han er virkelig visuel og elsker, når der er billeder i bøger.

Så jeg kunne godt fornemme, at han var en smule skuffet over, at der ikke var billeder, når man lyttede til bøger.

Om det er en feature, der evt. kan tilføjes, så der måske kom et slideshow af de billeder, der er med i børnebøgerne, ved jeg ikke.

Men det ville helt sikkert være et hit, hvis du spurgte Louie.

Det der Google

En hurtig søgning på Google, viser, at de fleste E- og lydbogs tjenester, koster nogenlunde det samme.

Ét sted, var det billigere, men gav så heller ikke de samme muligheder og et andet sted, var det dyrere, men gav lidt ekstra muligheder.

Så alt i alt, er der ikke den store forskel i de forskellige tjenesters pris, synes jeg.

Når jeg skal vurdere prisniveauet hos Mofibo, er jeg nødt til at tage i betragtning, hvor meget jeg og min familie, vil bruge deres tjeneste.

Det er også udelukkende det, der ligger til grund for min vurdering af prisen.

En velfortjent pause

Det har givet nogle hyggelige stunder med Louie.

Især, da vi (eller jeg), blev enige om, at det ville være total spas, at klæde sig ud som karakterne fra Sallys far, så vi kunne deltage i en konkurrence, om den mest kreative måde at lytte til lydbøger på.

“Men har du ikke en søn”?

Jo, men efter en lovning på en ordentlig rø….. fodboldkort, havde jeg så en datter.

Og så har jeg fået en velfortjent pause fra ”bang bang”, ”bum bum”, ”klik klik” lyde og én af Trier brødrenes, enormt enerverende stemme, på YouTube.

Musik og de gamle ”bog dyder”

Desværre gav det ikke det vilde blod på tanden, når der skulle trænes – Her må jeg se i øjnene, at jeg bare er bedst, når der kommer musik i ørerne.

Samtidig har Henrik vist sig at sidde godt og grundigt fast, i de gamle ”bog dyder”.

Han har ikke kunne vænne sig til lydbøgerne og har en sær kærlighed for papir, der ikke får ham med på den digitale mode.

Lydbog vs. gratis podcast

Med en lydbog i ørerne, gik jeg i gang med de huslige pligter.

Men jeg må indrømme, at jeg har masser af gratis podcasts, der giver mig det samme, som lydbøgerne gjorde.

Det er helt klar nemmere, hvis man har underholdning i ørerne, mens man fiser rundt med vasketøjet og støvkosten.

Men for mit vedkommende, fungerer det dog helt udmærket med gratis podcasts.

Måske, hvis der kommer en lydbog, der kan lægge tøj sammen?

Så er jeg virkelig klar!

Sidder lige og krydser fingre for, at vasketøjet selv lige lægger sig sammen og fiser på plads, i skabe og skuffer

Louie

Jeg havde en drøm om, at der bare skulle køres lydbøger ind i lind strøm.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det ikke var helt realistisk, at der gik total lydbog i den hver dag.

Selvom Louie synes det har været fedt, med lydbøger, var interessen ikke helt så stor, som jeg havde håbet.

Faktisk ville han helst læse bøgerne og kun lytte, når det var sengetid.

Hva´ kostern´?

For 129,- pr. måned, har du ubegrænset adgang til hele Mofibo – Men kun for 1 bruger og 1 ”Kids Mode” bruger, på samme tid.

Så har du flere børn i husstanden, kan de ikke lytte til/læse hver deres bog samtidig.

Du skal også slå ”sten, saks, papir”, hvis du og andre voksne i husstanden, vil lytte til/læse bøger på samme tid.

Hvis det ikke fungerer for jer, skal der opgraderes til et andet abonnement, hvor prisen starter fra 159,- pr. måned og flere kan lytte og læse på samme tid.

Trommehvirvel

Vil jeg anbefale Mofibo?

Ja, det vil jeg.

Men jeg må også sige, at jeg ikke opretter et abonnement, når vores testperiode er udløbet.

Når jeg gennemgår vores ”for og imod” liste, må jeg indrømme, at prisen er for høj i forhold til, hvor meget vi ville bruge Mofibo herhjemme.

Vi har været glade for Mofibo og benytter appen, men jeg går derefter tilbage til gratis podcasts og biblioteksbøger til Louie.

Hvad så med mig?

Jeg vil dog sige, at prisen er fair, hvis dit behov for E- og lydbøger, er større end vores viste sig at være.

Så hvis du ikke kan finde underholdning i gratis podcasts eller de gamle ”bog dyder”, bør du helt sikkert prøve Mofibo.

Og det hjælper Mofibo heldigvis med.

Du kan nemlig få 30 dages gratis adgang, til hele herligheden hos Mofibo, hvis du klikker ind her:

30 dages gratis adgang til hele herligheden

Så har du rig mulighed for at prøve det af og se, om det ikke lige er noget for dig.

Summa summarum

Selvom vi ikke er helt solgt, vil jeg give Mofibo en god anbefaling herfra.

Det er ikke deres skyld, at vi er så kedelige herhjemme, at vi hellere vil have bøger af papir, har underholdning nok i gratis podcasts og næsten døgnåbent bibliotek.

Der er et stort udvalg, et lækkert design i appen og kun få ting, der har udløst et lille suk.

Mofibo gør det sgu godt og vi har været glade for at prøve appen af.

Tak fordi du læste med!

Håber du er blevet klogere på Mofibo og deres muligheder.

Skulle du mangle lidt inspiration, kommer Louie med sin top 3.

Louies top 3:

Grydeklar – Godnathistorier, der får børn til at smile i søvne

Sallys far

Vitello

Bliver du en smule stram i betrækket, når der siges ”røv”, ”prut”, ”sgu” og ”fanden”, skal du nok vælge andre bøger.

Sproget er lidt hårdere (sjovere, hvis du spørger Louie), end mange andre børnebøger.

Men, mon ikke vores børn alligevel kender de ord og ikke tager (særlig meget) skade?

P.s.

Jeg har altså ikke datet en fyr fra kundeservice, der droppede mig, til fordel for en yngre model – Just saying.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen