En snak med eksperten – KonMari Metoden™

Når jeg ikke skriver blogindlæg, bliver der alligevel tastet løs på tastaturet herhjemme. Jeg er nemlig skribent for Boligindretning & Kreativitet Plus+, på Facebook, hvor jeg typisk udgiver 1-2 indlæg pr. uge.

Det er en side, med fokus på boligindretning og kreativitet, hvilket den kloge læser nok allerede havde luret.

Vi prøver at inspirere med fede boligreportager, gode råd og fifs, tidens trends, forskellige indretningsstile, sjove vinkler, kreative sysler og meget andet.

Her kan jeg få lov til at nørde med mit “indretnings-gen” og forhåbentligt få smidt lidt inspiration afsted, til vores læsere og følgere.

Jeg har længe overvejet, om jeg skulle begynde at smide mine indlæg herind også.

Jeg aner ikke, om det er dét, folk gider at læse på min blog, men jeg giver den altså et skud denne gang. (eventuelle klager, kan sendes med brevdue eller flaskepost)

For denne gang, er det ikke bare et hvilket som helst indlæg, jeg har planlagt på Boligindretning & Kreativitet Plus+. Jeg har nemlig forberedt et interview med Lykke Anholm, der vil prøve at gøre os klogere på, hvad KonMari Metoden™ er og kan gøre for os.

Let´s begin!

Jeg er sikker på, næsten alle (hvis ikke alle), har hørt om, læst om eller fået fortalt om KonMari.

Metoden, der hjælper dig, med at få orden i hjemmet – OG holde den orden.

Marie Kondo er skaberen bag metoden, der har taget verden med storm. Hun er blevet verdenskendt under kælenavnet ”KonMari” og har flere bogudgivelser bag sig, samt sin egen serie på Netflix.

Men hvad er det, metoden dækker over?

Det er noget med glæde, er det ikke?

Er det ikke også noget med, at man bare skal smide en masse ud?

Hvorfor er metoden så effektiv og kan alle være med?

Disse spørgsmål, er der måske mange af jer, der har stillet jer selv.

Derfor har jeg taget en snak, med en ekspert, der udover at være knivskarp indenfor hendes felt, også er min storesøster.

Lav en kop kaffe, smid benene op og læs endelig med, selvom det bliver langt – Måske har du lidt ekstra tid til at læse, i disse tider.

Hvem er Lykke Anholm?

Lykke Anholm er uddannet KonMari konsulent og bor til dagligt i Rimini, Italien, hvor hun har boet de sidste 20 år.

Hun blev uddannet af Marie Kondo, som den første danske konsulent og den første i Italien, og som nummer 40 i verden, i 2017.

Flere år efter, er hun nu ”Gold Konsulent”, med mere end 600 timers organisering med klienter.

Hun har efterfølgende gennemgået KonMari Media Inc.´s program, for at blive ”Certified Speaker”, som én ud af kun 20, i hele verden.

En certificeret speaker, er kvalificeret til at undervise på KMI´s officielle kurser.

Lykke blev valgt, allerede i 2018, til at undervise nye konsulenter på kurset i San Fransisco og vil være lærer, på de kommende kurser i London.

Lykke arbejder til dagligt, med klienter i både Italien og Danmark.

Så vi er i helt trygge hænder hos Lykke, der vil prøve at gøre os klogere på KonMari Metoden™.

Hvad er KonMari Metoden™?

”Det er en måde at afkorte afstanden, mellem den man er, den man gerne vil være og den man reelt er”. Denne sætning, har Lykke fundet på, for kort at forklare, hvad KonMari Metoden™ egentlig går ud på.

Desværre hænger de tre ting, nogen gange, ikke sammen.

Et eksempel er, at man stadig har alle sine kjoler i str. 38 hængende i skabet. Desværre er det bare mange år siden, man kunne være i dem, da man nu er en str. 44.

Masser af noter fra et seminar, man deltog på, ligger stadig og flyder i en skuffe på kontoret, uden at være læst igennem.

Dit skønne malergrej, samler støv i skabet, fordi man måske har glemt at pleje sin kreative side, der kan ende med at gå helt i glemmebogen, da du ikke gør dét, der er godt for dig.

Her prøver man at være en person, man reelt set ikke er længere eller endnu.

”Det er en individuel og endelig metode, til at opnå orden i sit liv og sit hjem”, er en mere praktisk forklaring, fortæller Lykke.

Man lærer 3 basisregler, når man går i gang, med at organisere efter KonMari Metoden™:

  • Du skal kun beholde det, der gør dig glad
  • Find en fast plads, til alle dine ting
  • Læg tingene på plads, når du har brugt dem og tak dem, for deres funktion

KonMari Metoden™ er en måde at få ro og orden. For når man ved, hvor alle sine ting er og de har deres faste plads, kommer der helt automatisk en ro omkring én selv og sit hjem.

”Vi bruger alt for lang tid på at lede efter ting i hverdagen og det skaber en utrolig ro, når man ved, hvor bilnøglerne ligger, at børnenes fodboldtøj har sin faste hylde i skabet og tasken altid hænger på den samme knage”, siger Lykke og tilføjer: ”Det handler om glæde og om at omgive dig, med ting, der gør dig glad”.

Selvfølgelig kan man have ting, der måske ikke spreder den store glæde i dit liv og som du ikke kan skille dig af med.

Måske har du en arbejdsuniform, der desværre ikke gør noget godt for din figur eller teint.

”Her handler det så om, at finde glæden ved den ting alligevel. Vær glad for, du ikke skal bruge tid på at finde tøj om morgenen. Sæt pris på, du altid kan forberede dit tøj aftenen før, da du alligevel ikke kan skifte mening i sidste øjeblik”, fortæller Lykke.

Hvem kan bruge KonMari Metoden™?

Det kan alle!

Men man skal alligevel gøre sig nogle tanker, inden man går i gang.

Det er vigtigt, at man er i stand til at gennemgå den kommende proces, da det kan være hårdt – både fysisk og psykisk.

Så måske er det ikke lige tiden at starte op, hvis du netop har brækket benet og ikke kan komme ordentligt rundt i huset.

Har du lige mistet én af dine kære, er det også vigtigt at overveje, om det er nu, du skal starte op.

”Der skal være overskud til alle minderne, der kan dukke op under oprydningen”, siger Lykke, men understreger, at alle konsulenter altid hjælper og støtter deres klienter.

Har du et seriøst problem og en slem samlermani, kan det være en god idé at henvende dig til en ekspert.

Dog er nogle af KonMari konsulenterne, også uddannet indenfor psykologi, medicin og sygepleje og kan støtte personer, der lider af voldsom samlermani.

Hvad er de 6 regler?

Forpligt dig til at rydde op

Man skal tage beslutningen og være total indstillet på, at det er nu, der skal gøres noget. Processen skal helst ikke, vare længere end 6-12 måneder.

Vores værste fjende, er vores sind, der stille hvisker: ”Vi gør det bare i morgen”. Så det handler om mindset – Set your mind to it!

Forestil dig din ideelle livsstil

Find ud af, hvordan du gerne vil leve og bo.

Det kan være en rigtig god idé at lave et visionboard eller andet, der kan hjælpe dig, med at finde din stil, hvis du er i tvivl.

Hvad vil du gerne komme hjem til?

Lykke fortæller, med et grin, at Marie Kondo er meget klar i spyttet, omkring ovenstående spørgsmål: ”Hvis dit ønske er at have en jungle i dit hjem, så lav en jungle”, siger hun.

Færdiggør udsmidningen først

Det er vigtigt, for den kommende proces, at du har overblikket over, hvor meget du rent faktisk har.

Derfor er det godt, at få skilt sig af med de ting, der ikke skal have en plads i dit hjem fremover.

Lad være med at købe nye reoler til opbevaring eller give tingene en ny placering, før udsmidningen er helt færdig.

”Det har aldrig været et problem at finde plads til tingene, da der altid bliver en tom skuffe eller skab”, siger Lykke.

Ryd op efter kategori, ikke placering/rum

Når du rydder op efter kategorier, får du et klart overblik over, hvor meget du har af den enkelte kategori.

Dette vil også hjælpe dig, når du skal i gang med udsmidningen, da du hurtigt kan se, hvad du har for meget af og hvad du sagtens kan undvære.

Hvis man rydder op, ét rum af gangen, flytter du typisk bare dit rod, fra det ene rum til det andet.

Du har måske lige ryddet op i soveværelset og vil gå videre, med oprydningen på børneværelset. Men hovsa, så finder du lige lidt tøj i stuen, eller et par rene strømper på badeværelset og så kan du gå tilbage til soveværelset igen.

Følg den rigtige rækkefølge

Når du går i gang med processen, er det vigtigt at starte ud med nogle kategorier, der gør opstarten nemmere.

Efterhånden som man kommer længere ind i processen, vil du også blive bedre til at tage nogle beslutninger omkring dine ejendele.

Tøj er den første kategori, man går i gang med, da det er dét, vi typisk har nemmest ved at skille os af med.

”Vi er mere vant til at smide tøj ud, hvis der kommer huller i, det ikke passer længere, er gået af mode eller lignende. Vi smider ikke bare et spisestel ud”, fortæller Lykke.

Den sidste kategori, man kigger igennem, er minder. Det er typisk det sværeste for folk at kigge igennem og vurdere, om det skal gemmes eller ej.

”Der kan findes andre tilfælde og omskrivninger af kategorierne”, forklarer Lykke.

Gamle breve, der har affektionsværdi, er ikke i ”papir kategorien” længere, men i ”minde kategorien”. Samtidig kan der være tidspunkter, hvor man bliver nødt til at starte med andre kategorier.

”Jeg havde en klient, der var designer. Alt hendes tøj, var jo rent faktisk minder, da det var hendes egne designs og hvert stykke tøj, havde en historie. Her startede vi med en anden kategori”, fortæller Lykke.

Spørg dig selv, om den vækker glæde

Når du skal beslutte, hvad der skal ske med en bestemt genstand, er der en hel særlig ting, der gør sig gældende, når du rydder op med KonMari Metoden™.

Tag genstanden i hånden og tag den, til dit hjerte. Det handler om at mærke efter og finde ud af, hvad genstanden giver dig og hvordan du har det, med den.

Hav fysisk berøring med den, for virkelig at kunne mærke efter, om den vækker glæde hos dig.

Har du fået en trøje af din veninde, som du faktisk ikke bryder dig om? Men du har alligevel beholdt den, sammen med den gyselige vase, du fik af din svigermor.

Det er okay at give tingene et nyt hjem, hvor de kan vække glæde, så det ikke hober sig op hjemme hos dig.

Lykke fortæller også, at det er utrolig sigende, hvordan bunkerne ser ud, når det kommer til tøj kategorien. Bunkerne deles op i smid ud, prøve, rens/reparation og giv væk.

Her kan man meget hurtigt se, hvad klienten faktisk ikke bryder sig om, når man ser ”smid ud bunken”.

Det er f.eks. næsten altid samme farve, i forskellige tekstiler eller typisk samme slags tekstil. Og her må man jo så være opmærksom på, hvilke farver/tekstiler, der ikke vækker glæde.

Selvom man ikke føler, at genstanden vækker glæde, kan det være svært at skille sig af med den. Den har helt sikkert vækket glæde engang og måske tror du, at den kommer til at vække glæde igen.

Men fokusér på nuet og den følelse, genstanden giver dig lige nu. Vi skiller os tit ikke af med ting, fordi vi enten er for knyttet til fortiden eller bange for fremtiden.

Når man indser de ting, bliver det nemmere at skille sig af med ting – Også de dyre.

Reglerne er et fantastisk værktøj, der hjælper med at have noget konkret at forholde sig til.

Handler det egentlig ikke bare om at smide en masse ud?

”Nej, overhovedet ikke”, siger Lykke hurtigt og fortsætter: ”Det handler om at beholde det, der gør dig glad”.

Men hvis du ikke har det godt i dit hjem, bruger alt for meget tid på at rydde op, skændes med din familie over hvor tingene er, osv., er det jo på tide at få ryddet op og evt. få skilt dig af med ting, der bare fylder.

”Beslutningen om, hvad der skal beholdes eller ej, er helt din egen. Du har kontrollen over dine egne ting og ved, hvad der giver dig glæde. Det er derfor ikke mig, der bestemmer, hvad der skal smides ud eller beholdes. Konsulenten er neutral og giver ikke en vurdering af, hvad der er rigtig og/eller forkert”, forklarer Lykke.

Desværre er det en typisk misforståelse, at det blot handler om at smide alt ud. Det handler jo om at mærke efter og få mere ro og overskud i hverdagen.

Måske har du en trøje, du ikke går med længere. Men den giver alligevel en glæde og gør noget godt for dig.

Og du kan sagtens beholde 300 bøger, hvis det er dét, der vækker glæde – En KonMari konsulent er der for at hjælpe, ikke for at dømme og metoden omfavner hvert et individ.

Når du går i gang med processen, vil du også lære en hel masse. Du udvikler en sans for, hvad du gerne vil have og ikke vil have.

Dialog, dialog og dialog

Samtidig handler det meget om dialog, hvis du bor sammen med andre, der naturligvis også har noget at skulle have sagt.

Du må nemlig kun tage beslutninger omkring dine egne ting. Du må ikke beslutte om kærestens fodboldtrøjer eller store højtalere, skal smides ud, fordi de ikke lige passer i din indretning.

Derfor kan KonMari Metoden™ også åbne op, for en fantastisk dialog, hvor man åbent og ærligt får talt tingene igennem.

Måske viser det sig, at din mand også altid har hadet den gyselige vase fra hans mor, men troede du var glad for den, fordi du har sat den frem og ikke har sagt noget.

Lidt mere dialog..

Lykke husker tydeligt, hvordan hendes smølfehus blev givet væk, da hun var barn.

Hendes mor troede ikke, hun legede med det mere og gav det derfor til en børnehave. Men hun glemte desværre lige at spørge Lykke om lov.

Selvom hun ikke legede med smølfehuset ofte, havde det en helt særlig værdi for Lykke – En værdi, der desværre blev overrumplet, da der ikke havde været en dialog omkring det smølfehus.

Mange år efter, var Lykke på et marked, hvor hun faldt over én, der solgte smølfer. Hun endte med at købe en 15-20 smølfer med hjem, da hun kunne mærke, de virkelig vækkede en glæde i hende.

”Intet er latterligt! Vi har alle, forskellige ting, vi sætter pris på”, siger Lykke.

Den dag i dag, kan jeg personligt ikke gå forbi en smølf, uden at sende min storesøster en kærlig tanke.

Som skrevet, lærer man meget under processen og det er vigtigt, man er åben og ærlig omkring sine vaner, efterhånden som man lærer.

Måske finder du ud af, at du faktisk ikke bryder dig om gule nuancer. Så skal du naturligvis ikke købe puder i de nuancer, selvom din veninde synes de passer til din sofa og er højeste mode.

”Hvor svært kan det være”, spørger Lykke og griner.

Men det kan være svært, inden man får det lært og får taget de nye og gode vaner til sig.

For som Lykke også siger: ”Det er bare så basic, men det er også bare så svært”.

Hvordan kommer man i gang med KonMari Metoden™?

Som skrevet tidligere, er det vigtigt at man går ind i det her og gør sig nogle tanker omkring det.

Har jeg helt ærligt tiden til det nu og er der evt. noget, der hindrer mig i oprydningen.

Når du har fundet lysten og motivationen, er det første råd fra Lykke, at gå i gang med reglerne.

Hvis det virker for uoverskueligt i starten, kan du dele de forskellige kategorier op i underkategorier. Start med ledninger, i stedet for at tage al din elektronik frem. Sortér dine sokker, i stedet for at smide alt dit tøj ud på sengen, med det samme.

På den måde, kan processen virke mere overskuelig og bibeholde din motivation.

Samtidig kan du melde dig ind i forskellige klubber.

Søg i dit nærområde eller på de sociale medier. Måske er der flere grupper, klubber eller andet, hvor I kan hjælpe og motivere hinanden.

Og så kan du naturligvis altid, kontakte en konsulent, der kan hjælpe dig. Når du kontakter en konsulent, kan de altid hjælpe dig, med at sammensætte en pakke, der giver dig de bedste muligheder.

Så ræk endelig ud og giv dig selv den gave!

Hvad er det bedste, ved at være KonMari konsulent?

”Det er at gøre folk opmærksom på, at afstanden imellem den man er, den man gerne vil være og den man reelt er, bliver mindre”, svarer Lykke.

”At hjælpe med at gøre folk mere glade og gøre dem opmærksomme på, hvem de er og få dem til at se sig selv”, fortsætter hun.

Samtidig er det magisk, når folk finder ud af, at få ting frem, der før stod gemt væk, af én eller anden årsag.

Husk, intet er latterligt!

Lykke fortæller, at hun engang havde en klient, der havde et gammel dinosaurlegetøj fra hendes ungdom, stående i skabet.

Hun ville så nødigt skille sig af med det, men der skulle et helt særligt batteri i den, før den virkede. Det endte med, at hun kontaktede fabrikken, der havde lavet legetøjet og fik et nyt batteri, så dinosauren igen kunne virke og komme frem fra skabet.

Det kan også være det fine stel, der står i skabet, fordi man er bange for at det går i stykker ved hverdagsbrug. Men man ser ikke det fine stel i skabet og Lykke anbefaler derfor, at man får de ting frem, der vækker glæde, så man kan se dem hver dag.

Og der er altid klienter, der siger: ”Hvorfor har jeg ikke gjort det, noget før”.

At hjælpe med, at alting bliver nemmere for folk, står også højt på Lykkes liste. Den daglige husholdning bliver nemmere, når der er orden og skænderierne bliver færre.

Der er også den vinkel, at man tit hjælper flere i processen.

En japansk filosofi lyder: ”De ting vi ikke vil have, fortjener alligevel et liv hos andre”.

Der er mennesker, der har behov for hjælp, og som nu kan få en hjælpende hånd, når man selv har gennemgået processen.

De ting, der ikke vækker glæde hos dig, kan vække stor glæde for andre.

Kvinden, der netop er blevet single og mangler en masse til hjemmet, den hjemløse, der ikke har noget tøj, den enlige far, der knokler for at holde økonomien kørende og mange flere.

Her kan KonMari Metoden™ også gøre en stor forskel.

Samtidig er der et virkelig godt sammenhold, konsulenterne imellem. ”Det er et fantastisk community at være en del af”, siger Lykke.

Hvordan fastholder man sine gode vaner?

”Det er at overholde de 3 basisregler”, svarer Lykke kort og præcist.

  • Du skal kun beholde det, der gør dig glad
  • Find en fast plads, til alle dine ting
  • Læg tingene på plads, når du har brugt dem og tak dem, for deres funktion

Hvis alle i huset gør det, vil der blive ved med at være orden.

Hvad er dit bedste råd, til at holde orden i hjemmet?

Man må selvfølgelig gerne have et hjem, hvor man kan se, der bor folk. Det behøver ikke tage fuldstændig overhånd, hvis man ikke er den type menneske.

Men ryd op!

Der skal ikke stå rengøringsmidler på spisebordet, når de har plads i bryggerset.

Brug 10 min. dagligt og få de gode vaner ind.

Det er også ekstra vigtigt, hvis du har børn i hjemmet. ”Børn spejler sig i os”, forklarer Lykke og fortsætter: ”Hvis vi rydder op og holder orden, vil børnene typisk følge trop”.

En god huskeregel er, at man skal kunne vente gæster indenfor en halv time, uden at stresse over sit hjem.

Hvis man er nået dertil, er man virkelig kommet langt.

Hvad er det sjoveste du har oplevet hos en klient?

Lykke fortæller, at hun engang skulle hjælpe en kvinde, der arbejdede som jordemoder for heste.

Mens de rydder op, tager Lykke en genstand op af en kasse og må spørge ind til, hvad det er for en genstand.

Klienten svarer, helt uden at fortrække en mine, at det er en kunstig hesteskede, hvor hingsten får udløsning i.

”Prøv lige at få det rigtige fjæs på”, griner Lykke.

”Man lærer også hurtigt af sine fejl”, fortæller hun.

Hos én af hendes første klienter, gik hun nemlig ind og åbnede en skuffe i soveværelset.

”Tja, du kan selv prøve at gætte, hvad der lå i skuffen”, griner Lykke igen og fortsætter: ”Jeg åbner derfor aldrig skuffer, uden at spørge om lov”.

FRI SNAK

Mit interview med Lykke, har været langt og vi er kommet forbi mange forskellige emner.

En ting, der bliver ved med at gå igen i interviewet, er taknemmelighed.

KonMari Metoden™ er nemlig meget mere, end blot en metode til oprydning og organisering. Det handler om at være taknemmelig overfor sine ting.

Tingene har en sjæl og har været igennem en energiproces, da de blev lavet.

Særligt kan man mærke sjælen i gamle møbler, der er blevet håndlavet, med fokus på smukke detaljer, af en snedker i hans baghave.

Derfor er det vigtigt, at vi er taknemmelige overfor vores ting.

Vær taknemmelig for dit hus, der beskytter dig. Vær taknemmelig for din trøje, der holder dig varm.

Måske lyder det lidt ”hula bula” i dine ører, men det giver faktisk fantastisk mening, hvis du lige stopper op og tænker over det.

Hvordan du behandler dine ting, afspejler nemlig også, hvordan du inderst inde, behandler dig selv.

Så selvom du måske synes det er lidt fjollet i starten, så sig ”hej” til dit hus, når du kommer hjem og vis, at du er taknemmelig for dine ting.

Taknemmelighed kan vi alle bruge mere af – Især i disse tider, hvor vi virkelig bliver mindet om, hvad der oprigtigt betyder noget for os.

Et andet aspekt

Dette er ikke Lykkes første interview.

Hun er blevet interviewet af både danske og italienske magasiner.

Bo Bedre” tog en snak med hende, om den misforståelse, der desværre kan være omkring KonMari Metoden™ og udsmidning af sine ejendele.

Alt for damerne” bragte en artikel, der fik et mere alvorligt, men samtidig hjælpende, aspekt frem.

Her drejede det sig nemlig om, at alle bør tage stilling til de ting, de har i hjemmet.

Når ens kære går bort, står man naturligvis i en sørgelig situation. Der er virkelig mange ting, der skal klares efter et dødsfald og der skal også tømmes huse, lejligheder, kælderrum osv.

Når man er ramt af sorg og samtidig skal tage stilling til, om stolene skal gives væk eller gemmes, finde gamle breve, der ikke var tiltænkt én selv, prøve at finde koder til computere og meget andet, kan det hele ende med at falde sammen om én.

Hvis der, i forvejen, er taget stilling til personens (og sine egne) ting og der har været en dialog omkring de ting, vil det blive en lettere proces at rydde op efter sine kære.

Du ved, hvad der havde værdi for den efterladte og om det så evt. vil have en værdi for dig.

Du ved, at vigtige papirer og eventuelle koder, ligger i en mappe i skrivebordet.

Du skal ikke rydde et helt liv op, som bare har samlet støv på loftet, fordi der ikke var taget stilling til ejendelene, inden personen gik bort.

Så KonMari Metoden™ kan ikke blot hjælpe dig, men også dine nærmeste – For ingen af os, ønsker at andre skal stå i den situation og rydde op efter os, når vi en dag går bort.

Min søster er sejere, end din søster

Ej, det aner jeg naturligvis intet om, men jeg er virkelig stolt af min storesøster, der virkelig er kommet langt i KonMari verden.

Tusind tak til dig, Lykke, for at stille op – Også selvom, jeg er din lillesøster og du måske følte dig tvunget. ;o)

Det blev et langt interview og jeg håber du har læst med helt til nu.

Men når man taler med én, der er så passioneret omkring sit virke og den metode, der betyder så meget for hende, så ender det med at blive langt.

Men langt, er heldigvis ikke lig med kedeligt!

For Lykke Anholm har masser på hjerte, der både giver inspiration og motivation, samt en opfordring til at kigge nærmere på vores liv, gøre noget godt for os selv og være taknemmelige, for det vi har.

Hvis du er mere nysgerrig på KonMari Metoden™ og Lykke Anholm, kan du finde hende her.

Og jeg skulle hilse at sige, at du naturligvis altid er velkommen til at kontakte hende, til en uforpligtende snak:

Facebook: sparkjoyitalia.it

Instagram: @lykke_anholm

Hjemmeside: lykkeanholm.com

Tak for gode råd, inspiration og grin!

Og tak til DIG, for at læse med på bloggen – Virtuel flødebolle on the way!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen